Update Bornholm

80 år efter bombardementet af Rønne og Nexø: Ny bog afslører svigt og afliver sejlivede myter

På 80-årsdagen for de sovjetiske bombardementer af Rønne og Nexø udkommer en ny bog, der kaster et kritisk lys over ledelsen og beredskabet på Bornholm i majdagene 1945. Jurist og forfatter Frederik Madsen står bag bogen “Man lader da ikke en by brænde”, der baseret på hidtil oversete kilder dokumenterer både heltemod og ledelsessvigt under en af de mest dramatiske begivenheder i Bornholms historie.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto

Forberedt – men ikke parat
Under den tyske besættelse havde Bornholm gjort omfattende forberedelser til et muligt luftangreb. Rønne var udpeget som særligt luftbeskyttelsesområde, og en lokal luftværnsledelse med blandt andre politimesteren, borgmesteren og brandinspektøren stod i spidsen for et detaljeret beredskab. Planerne omfattede både installation af sirener, oprettelse af kommandocentral og uddannelse af hjælpetjenester, og der blev gennemført adskillige øvelser og oplysningskampagner.

Alligevel kollapsede beredskabet, da sovjetiske fly den 7. og 8. maj 1945 lod bomberne regne ned over øen. Ti bornholmere mistede livet, og store dele af Rønne og Nexø blev jævnet med jorden – samtidig med, at resten af Danmark fejrede befrielsen.

En række fejl med fatale konsekvenser
Frederik Madsens bog afslører en række alvorlige fejl og forsømmelser, som ifølge forfatteren med stor sandsynlighed kostede menneskeliv og unødigt bragte hundredvis af borgere i fare:

  • Sirenerne i Rønne advarede aldrig om det forestående angreb. Årsagen hertil er fortsat uklar.
  • Kommandovejene brød sammen, hvilket efterlod luftværnsledelsen uden overblik og handlekraft.
  • En alt for sen beslutning om total evakuering satte især hjælpetjenesternes mandskab i fare og efterlod mange med langvarige traumer.
  • I Nexø blev hjælpen forsinket på grund af ledelsesmæssigt kollaps i Rønne.

Alligevel lykkedes det dagen efter det første angreb at gennemføre en historisk evakuering. Ifølge Madsen blev omkring 11.500 borgere evakueret fra Rønne og 3.100 fra Nexø – en indsats, der formentlig reddede mange menneskeliv. “Det må betegnes som den største evakuering af civile i Danmarkshistorien, og den blev gennemført med stor ro og effektivitet,” siger han.

Frederik Madsen pressefoto

Hæder til frontlinjens helte
Bogen er dedikeret til det brand- og redningsmandskab samt de mange frivillige i hjælpetjenesterne, der under bombardementerne ydede en ofte livsfarlig indsats. “De satte livet på spil, og mange fik ar på sjælen. Min bog er et forsøg på at give dem den anerkendelse, de fortjener,” udtaler Frederik Madsen.

Et opgør med myter
Oprindeligt skulle bombardementet kun have været et kort kapitel i en bredere antologi om det civile beredskab under besættelsen. Men under arbejdet voksede forfatterens undren over den manglende kritik og refleksion over ledelsens rolle. Det blev starten på en grundig undersøgelse, som nu munder ud i en selvstændig udgivelse.

“Bogen er det første forsøg på en uvildig gennemgang af forløbet. Hidtil har man overladt vurderingen til de ansvarlige selv, og det har medført, at en række sejlivede myter er blevet stående uimodsagt i den bornholmske historieskrivning,” siger Madsen.

Han mener, at erfaringerne fra 1945 også er relevante i dag. “Den fragmentering af beredskabsområdet, vi så dengang, eksisterer stadig i stort omfang. I en tid med stigende sikkerhedspolitiske spændinger bør vi lære af fortidens fejl,” påpeger han.

Udgivelse og markering
“Man lader da ikke en by brænde” udkommer 7. maj 2025 – præcis 80 år efter det første bombardement. Bornholms Brandvæsen,Fabriksvej 31, Rønne, markerer dagen med en officiel bogreception kl. 14.00.

Dagen efter, 8. maj, præsenteres bogen desuden på Nexø Museum, også kl. 14.00.